Tirsdag d. 2 august.

Vi startede dagen hvor vi slap igår, med mere 4. akt.
Vi øvede os på at blive bedre til at manøvrere rundt i opbygningen af akten:

-Hver karakter kommer ind med en forventning om at få indfriet det de er blevet lovet (f.eks: job hos startours, åbne "Torbens trin" osv.
Her er det bedst hvis det ikke er gået i opfyldelse endnu, men man går ind i et slags venteværelse.

-Karakterernes forskellige virkeligheder konfronteres med hinanden.

-Når det er blevet for meget for karakteren, går man ud for f.eks at opklare situationen

-Kommer tilbage med en forklaring/løsning... Bliver igen udfordret og går ud.

-Kommer ind igen og spiller nu sin virkelighed, hvor de andre kan være hvad som helst og man kan lade dem indgå som man vil.

-Det bliver mere og mere gak og isoleret og bliver til skakgang.

Nå, og så havde vi Vibeke og Sune med idag (dejligt:-)) så vi gik de første samtaler på jobcentret igennem. Så kørte vi 1. akt igennem, med både samtaler og impro og skak.

Puf, så forsvandt Majbritt og de sidste tre musketerer (Torben, Ole og Lizzie) øvede sig på scener hvor man højest må sige tre replikker (de er bla. tænkt til at ligge mellem de to første monologer i 1. akts skakgang. (Skruetrækkerscenen er allerede en nyklassiker).

Derefter øvede de sig på "ekstrem banalitet-scener" Vi opdagede at de fungerer bedst når man sige sætninger med "man" foran, altså ufattelig kedelige og generelle ting. Vi prøvede også scenerne, hvor det skulle handle om vores arbejdsløshedssituation.. Det kan noget godt, synes vi!... så deeet..

Tusind tak for en meget produktiv dag:-)
Så er der visning imorgen -uha!

Skuespillerens storhed

"The essential is that the actors should triumph in the concrete and that this constitute their nobility. This wholly carnal triumph has been prepared for them by a thought in which abstract powers have been humiliated. When they are completely so, at the same time the flesh makes creation shine forth in all its absurd luster." - har Camus næsten ordret sagt.

Sætning 1: Påstand om det konkrete er grundlaget for skuespillerens storhed.

Sætning 2: Carnal triumph - kødets triumf - altså det konkrete, men her yderligere betonet med det konkrete kød, altså kroppen, som også er komediens materie. Påstanden er at 'kødets triumf' opstår ved at nå frem til den tanke (den absurde tanke) hvorved alle abstrakte (altså ikke-konkrete tanker) bliver ydmyget og frataget deres magt.

Sætning 3: Påstanden er at ved at fuldføre den absurde tanke og opnå fuldstændig konkrethed, vil skuespillernes kødelighed få skabelsen til at fremstå i al sin absurde stråleglans - som noget attråværdigt, frisættende.