Tirsdag d. 2 august.

Vi startede dagen hvor vi slap igår, med mere 4. akt.
Vi øvede os på at blive bedre til at manøvrere rundt i opbygningen af akten:

-Hver karakter kommer ind med en forventning om at få indfriet det de er blevet lovet (f.eks: job hos startours, åbne "Torbens trin" osv.
Her er det bedst hvis det ikke er gået i opfyldelse endnu, men man går ind i et slags venteværelse.

-Karakterernes forskellige virkeligheder konfronteres med hinanden.

-Når det er blevet for meget for karakteren, går man ud for f.eks at opklare situationen

-Kommer tilbage med en forklaring/løsning... Bliver igen udfordret og går ud.

-Kommer ind igen og spiller nu sin virkelighed, hvor de andre kan være hvad som helst og man kan lade dem indgå som man vil.

-Det bliver mere og mere gak og isoleret og bliver til skakgang.

Nå, og så havde vi Vibeke og Sune med idag (dejligt:-)) så vi gik de første samtaler på jobcentret igennem. Så kørte vi 1. akt igennem, med både samtaler og impro og skak.

Puf, så forsvandt Majbritt og de sidste tre musketerer (Torben, Ole og Lizzie) øvede sig på scener hvor man højest må sige tre replikker (de er bla. tænkt til at ligge mellem de to første monologer i 1. akts skakgang. (Skruetrækkerscenen er allerede en nyklassiker).

Derefter øvede de sig på "ekstrem banalitet-scener" Vi opdagede at de fungerer bedst når man sige sætninger med "man" foran, altså ufattelig kedelige og generelle ting. Vi prøvede også scenerne, hvor det skulle handle om vores arbejdsløshedssituation.. Det kan noget godt, synes vi!... så deeet..

Tusind tak for en meget produktiv dag:-)
Så er der visning imorgen -uha!

Ja, jo.

Ja? Jo .. øh ... Jeg hedder Hans Henrik .. Mortensen.

Jeg er uddannet ægyptolog. Så ja, jeg kan læse hieroglyffer! - Og har lige været i Egypten, faktisk. Men det var for at spille musik. Og jeg oplevede mange helt utrolige ting, mens jeg var der. Forandringer.

Og det stod jeg også og tænkte på i lufthavnen. Og kiggede på billetten. Men jeg vidste godt, at jeg var nødt til at tage hjem. Min mor er syg, det har spredt sig. Måske kan jeg tage tilbage igen? Måske ...

Nu er jeg på kontanthjælp.

En drøm fra Hans Henrik's nætter

DET ER IKKE MIG

Jeg vågnede fra en drøm en dag,

uden ord, men med en ny beslutning.

I drømmen ligger et stykke glas i min hånd,

formet som den egyptiske hieroglyf Tyet,

der ligner en ankh, men armene vender ned.

Jeg kigger op.

Over mig står Sirius stjernen.

Omkring mig vandrer de døde,

med en stille ro, som kaldet til et sted,

på den anden side af horisonten,

"Er jeg selv død", tænker jeg.

Men jeg kan mærke hjertet banke.

"Ved du hvordan man med rette bruger det?"

Spørger en stemme mig, et sted fra, bag mig?

Omkring mig er nu øde, sand, ørkenhavet.

Jeg vender mig og ser på hende.

Fra hendes lange, slanke fødder,

op langs de atletiske ben, til hendes skød,

hvor jeg nu ved, jeg hører til,

der under hvælvingen af hendes frugtbare bryster.

Men mit blik kan ikke fortsætte til hende ansigt,

for jeg ved og frygter allerede hvad jeg finder der,

et behåret dyr, øjne, der ikke er menneskelige.

"Se på mig og sig mig hvem du er."

Hendes ord sender rystelser gennem min krop,

der vælder op i mig som seismiske bølger,

der strømmer fra sandet under mig.

"Det er ikke mig", kommer ikke over læben.

"Det er ikke mig", skriger jeg uden en lyd.

Og ikke bare, kan jeg ikke få en lyd ud,

men jeg kan heller ikke røre mig,

hvilket ville være ganske rart,

for nu kravler en sort enke edderkop

op langs mit ben, mod mit skridt.

Og jeg ved akkurat, hvor den vil stikke sin gift.

"Hun kender enken", tænker jeg med en anden stemme,

da jeg mærker stinget og mit lem krympe sig,

krølle sammen som en indtørret orm,

og falde af.

Jeg ser op på hendes behårede ansigt,

de mørke, uudgrundelige dyre-øjne,

hornene, der løfter sig mod himlen,

med Sirius glimtende mellem dem.

"Nej, jeg kan ikke være ham", siger jeg roligt.

"Nu har jeg kun 13 dele i min krop".

Hun fastholder mit blik, løfter sine arme,

lader dem hvile langs horisonten,

og ørkenen bliver et hav,

hun hæver og samler dem om Sirius,

og næsten alt lys forsvinder,

kun mellem hendes fingre findes det,

og hun ælter det, former det,

knæler ned foran mig,

og i hendes retfærdige hænder,

rejser mit nye lem sig.

Næste dag kører jeg min mor til hendes halvårlige kontrol hos vores praktiserende læge, inden jeg tager hjem og pakker alle mine ting, sender dem til opmagasinering, sætter lejligheden til fremleje, og tager et fly til Egypten.

Da jeg ringer til min mor inden, jeg flyver, lyder hun mærkelig. For en gangs skyld spørger jeg hende ikke, om alt er som det skal være. Det er ikke mig.

En morgen i Ole's liv:

Hvad fanden er der galt?

Drej den nøgle.

Sæt den i gear.

Tænd nu bare den radio.

Kom nu Ole-mand, det er ikke noget.

Ja, allright, det haster jo ikke.

Du sidder jo i bilen alt for tidligt.

Men hvad fanden skulle det til for.

Allerede i går aftes efter knægten kom i seng.

Der står hun og spørger om jeg ikke lige kommer.

bare et øjeblik, sådan helt som en ydmyg mus,

store øjne, forskrækket, kommer du ikke lige med?

Og hvad? Det er da ikke allerede lørdag igen?

Og se på computeren. Altså på regnskabet.

Hvorfor fanden nu det? Der er snart sport. Jeg har fri for pokker.

Sidder i mit hjem, lang dag, brok med en leverandør.

Nej, det forstår hun godt, siger hun med den der lille stemme.

Så lister hun ud i køkkenet, eller gik hun ind til computeren?

Heldigvis var der ikke problemer i Brøndby igen.

Ja, det er fandme flot når din klub gør dig glad,

bare der ikke er en ny skandale eller en tabt kamp,

Hvad fanden er det sket med ham Bjerregaard?

Han passer ikke på vores Brøndby-familie.

Og så her til morgen; hun ligner en hængt kat.

Sidder sløvt og glor over på mig henover morgenmaden.

Det er da ikke en måde at begynde dagen på?

Man må da have lidt pep, lidt appetit på livet,

lidt kampgejst, uanset hvor svært det ser ud.

Eller kan man sgu ikke vinde kampen.

Det er det med regnskabet, siger hun,

hvis man eller kunne høre hvad hun sagde,

altså hun kunne slet ikke sove,

hun har en stor knude i maven.

Hej du, siger jeg, kom herover

lad mig se den knude.

Op med blusen og lad mig se -

der er sgu da ingen knude,

måske et par kilo for meget,

men ingen knude, siger jeg,

og møfler hende på maven.

Hun bliver helt tavs.

Jeg blinker til knægten.

Han griner tilbage.

Hvorfor fanden har kvinder ingen humor?

Så begynder hun at flæbe. Altså.

Dagen er ikke engang rigtig begyndt.

Hun er så bange.

Vi har sat os for hårdt.

Firmaet har for mange penge ude at svømme.

Det er fandme hende der for langt ude at svømme.

Siger jeg. Så løber drengen hen til hende,

hænger på hende som en baby.

Han er snart 7 for fanden.

Vi må tale om regnskabet, siger hun med bævende stemme.

Mens hun holder om knægten som om hun skal beskytte ham.

Mod hvem? Mig måske? Hvad fanden?

Jeg skal kraftedme ikke tale om noget regnskab nu.

Der er kunder der venter.

Tømmer skal hentes.

Drej nu bare den nøgle,

kom nu afsted,

tænker du på at gå ind og sige undskyld?

Græde og sige du er ked af det?

Hvad fanden er der galt med dig?

Kom nu afsted.

Sådan.

Drej den.

Ja, sådan.