DET ER IKKE MIG
Jeg vågnede fra en drøm en dag,
uden ord, men med en ny beslutning.
I drømmen ligger et stykke glas i min hånd,
formet som den egyptiske hieroglyf Tyet,
der ligner en ankh, men armene vender ned.
Jeg kigger op.
Over mig står Sirius stjernen.
Omkring mig vandrer de døde,
med en stille ro, som kaldet til et sted,
på den anden side af horisonten,
"Er jeg selv død", tænker jeg.
Men jeg kan mærke hjertet banke.
"Ved du hvordan man med rette bruger det?"
Spørger en stemme mig, et sted fra, bag mig?
Omkring mig er nu øde, sand, ørkenhavet.
Jeg vender mig og ser på hende.
Fra hendes lange, slanke fødder,
op langs de atletiske ben, til hendes skød,
hvor jeg nu ved, jeg hører til,
der under hvælvingen af hendes frugtbare bryster.
Men mit blik kan ikke fortsætte til hende ansigt,
for jeg ved og frygter allerede hvad jeg finder der,
et behåret dyr, øjne, der ikke er menneskelige.
"Se på mig og sig mig hvem du er."
Hendes ord sender rystelser gennem min krop,
der vælder op i mig som seismiske bølger,
der strømmer fra sandet under mig.
"Det er ikke mig", kommer ikke over læben.
"Det er ikke mig", skriger jeg uden en lyd.
Og ikke bare, kan jeg ikke få en lyd ud,
men jeg kan heller ikke røre mig,
hvilket ville være ganske rart,
for nu kravler en sort enke edderkop
op langs mit ben, mod mit skridt.
Og jeg ved akkurat, hvor den vil stikke sin gift.
"Hun kender enken", tænker jeg med en anden stemme,
da jeg mærker stinget og mit lem krympe sig,
krølle sammen som en indtørret orm,
og falde af.
Jeg ser op på hendes behårede ansigt,
de mørke, uudgrundelige dyre-øjne,
hornene, der løfter sig mod himlen,
med Sirius glimtende mellem dem.
"Nej, jeg kan ikke være ham", siger jeg roligt.
"Nu har jeg kun 13 dele i min krop".
Hun fastholder mit blik, løfter sine arme,
lader dem hvile langs horisonten,
og ørkenen bliver et hav,
hun hæver og samler dem om Sirius,
og næsten alt lys forsvinder,
kun mellem hendes fingre findes det,
og hun ælter det, former det,
knæler ned foran mig,
og i hendes retfærdige hænder,
rejser mit nye lem sig.
Næste dag kører jeg min mor til hendes halvårlige kontrol hos vores praktiserende læge, inden jeg tager hjem og pakker alle mine ting, sender dem til opmagasinering, sætter lejligheden til fremleje, og tager et fly til Egypten.
Da jeg ringer til min mor inden, jeg flyver, lyder hun mærkelig. For en gangs skyld spørger jeg hende ikke, om alt er som det skal være. Det er ikke mig.
