Viser opslag med etiketten Jan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jan. Vis alle opslag

lørdag den 4. juni 2011

En morgen i Ole's liv:

Hvad fanden er der galt?


Drej den nøgle.

Sæt den i gear.

Tænd nu bare den radio.

Kom nu Ole-mand, det er ikke noget.


Ja, allright, det haster jo ikke.

Du sidder jo i bilen alt for tidligt.

Men hvad fanden skulle det til for.

Allerede i går aftes efter knægten kom i seng.

Der står hun og spørger om jeg ikke lige kommer.

bare et øjeblik, sådan helt som en ydmyg mus,

store øjne, forskrækket, kommer du ikke lige med?

Og hvad? Det er da ikke allerede lørdag igen?


Og se på computeren. Altså på regnskabet.

Hvorfor fanden nu det? Der er snart sport. Jeg har fri for pokker.

Sidder i mit hjem, lang dag, brok med en leverandør.

Nej, det forstår hun godt, siger hun med den der lille stemme.

Så lister hun ud i køkkenet, eller gik hun ind til computeren?


Heldigvis var der ikke problemer i Brøndby igen.

Ja, det er fandme flot når din klub gør dig glad,

bare der ikke er en ny skandale eller en tabt kamp,

Hvad fanden er det sket med ham Bjerregaard?

Han passer ikke på vores Brøndby-familie.


Og så her til morgen; hun ligner en hængt kat.

Sidder sløvt og glor over på mig henover morgenmaden.

Det er da ikke en måde at begynde dagen på?

Man må da have lidt pep, lidt appetit på livet,

lidt kampgejst, uanset hvor svært det ser ud.

Eller kan man sgu ikke vinde kampen.


Det er det med regnskabet, siger hun,

hvis man eller kunne høre hvad hun sagde,

altså hun kunne slet ikke sove,

hun har en stor knude i maven.

Hej du, siger jeg, kom herover

lad mig se den knude.

Op med blusen og lad mig se -

der er sgu da ingen knude,

måske et par kilo for meget,

men ingen knude, siger jeg,

og møfler hende på maven.

Hun bliver helt tavs.

Jeg blinker til knægten.

Han griner tilbage.

Hvorfor fanden har kvinder ingen humor?


Så begynder hun at flæbe. Altså.

Dagen er ikke engang rigtig begyndt.

Hun er så bange.

Vi har sat os for hårdt.

Firmaet har for mange penge ude at svømme.

Det er fandme hende der for langt ude at svømme.

Siger jeg. Så løber drengen hen til hende,

hænger på hende som en baby.

Han er snart 7 for fanden.


Vi må tale om regnskabet, siger hun med bævende stemme.

Mens hun holder om knægten som om hun skal beskytte ham.

Mod hvem? Mig måske? Hvad fanden?

Jeg skal kraftedme ikke tale om noget regnskab nu.

Der er kunder der venter.

Tømmer skal hentes.


Drej nu bare den nøgle,

kom nu afsted,

tænker du på at gå ind og sige undskyld?

Græde og sige du er ked af det?

Hvad fanden er der galt med dig?

Kom nu afsted.

Sådan.

Drej den.

Ja, sådan.

tirsdag den 31. maj 2011

Prøvereferat

Tirsdag 31. maj.
Lidt kortere prøvedag pga. Det Store Forventningsafstemningsmøde, der forløb i god ro og orden. Og ikke for at skrive referat fra dét møde, men vi blev enige om: at holde "dramturgimøder" og "Hvordan går det møder" lidt oftere - ikke nødvendigvis hver uge, men så ofte at ingen brænder inde med noget. Alle kan indkalde til disse møder.

Efter fælles opvarmning ved Sigurd og Troels tog vi en lang vente-impro: Jobcentret er som blæst og ligger øde hen, stille og roligt dumper alle karakterne ind - og ud igen, når de føler trang til det. Fint at arbejde med laaaang stilstand og stumme scener.
Efter frokost og afsked med Christian, der skulle til frisøren for at blive bankklippet (vi glæder os til at se det!), arbejdede vi to og to. Maja/Pernille og Jan/Maj-Britt - med Sigurds nye autist Tomas på sidelinjen. Vi fik ikke set hvad hinanden lavede - men både Anna og Ole blev godt presset af hinanden. Ole fik besked på ikke at finde sig i at blive uretfærdigt behandlet af de inkompente internatsledere og var faktisk lige ved indvie Anna i sin livshistorie, da Tomas begyndte at undre sig over, hvad Anna lavede på drengetoilettet...
Anna fik en "fodboldopsang" af Ole, om ikke at gå ned og være et tudefjæs, bare fordi verden er lidt hård ved en - og den gik vist rent ind.
Dernæst lidt arbejde med 3. aktstof: bygningerne forfalder og virkeligheden begynder at opføre sig mærkeligt - det satte både Ole og Anna under stærkt pres, at virkeligheden begynder at skride.
Til sidst fællesimpro á la 1. akt: Tomt lokale - men nu i 4. akt. Alle karakterer har fået en præmie efter internatsophold: Lige det job eller den mulighed, de allermest kunne tænke sig. Men stedet de skal få jobbet eller pengene er det samme for alle, ingen er på kontorerne, lige meget hvor man går hen og forsøger at slippe væk, så ender man det samme sted... Uhyggeligt!!!

mandag den 16. maj 2011

Knægten

Så scorede han sgu igen. Knægten. Han er fanme blevet god. Han er kun 6 år, men læser allerede spillet og kommanderer rundt med de andre og råber ad dem, når han ikke synes de løber nok. Det er superfedt at se. I sidste weekend blev han faktisk udråbt til stævnets bedste, da vi var i Fløng Hallen - det gjorde mig simpethen så glad, men det var helt umuligt for mig at få det fortalt til andre. Sgu ikke engang Julie, altså - jeg ved ikke... Mødte ham der Jens Henrik på Jobcentret, fordi jeg var kaldt til et af deres utallige møder (og troede fejlagtigt, at jeg ikke kunne få penge i ferien, men det...), men det var helt umuligt at få fortalt. Jeg er sgu så stolt.
Derfor fatter jeg bare heller ikke, at han er så ... er så, ja hvad hedder det? Han er sgu ikke særlig robust. Får han et lille puf, så vælter han og så tuder han. Hvorfor fanden gør han det, når han er så god? Julie hjælper selvfølgelig ikke, hende og hendes frie opdragelse, eller hvad fanden, det er hun kalder det. Hvorfor skal Miklas have lov til at gå rundt i kjole??? Jeg kan til nød forstå, at man kan klæde sig ud sammen med fætrene og lege lidt og så'en, man skal sgu da ikke opmuntre ham? Og nu har hun fanme købt en til ham. I Magasin, fanme! Det er sgu da fuldstændig åndssvagt med vores økonomi, mand...
Jeg må nok hellere få gjort noget ved mine tanker om at bygge den motocrossbane...

lørdag den 14. maj 2011

Oles baggrundstekst

Nu er Oles baggrundstekst lagt op, som er en indre monolog fra den dag, hvor han måske kunne have ændret alting, som senere gik galt.
Her er en lille bid fra monologen:

Op med blusen og lad mig se -
der er sgu da ingen knude,
måske et par kilo for meget,
men ingen knude, siger jeg,
og møfler hende på maven.
Hun bliver helt tavs.
Jeg blinker til knægten.
Han griner tilbage.
Hvorfor fanden har kvinder ingen humor?