tirsdag den 21. juni 2011
Ja, jo.
fredag den 17. juni 2011
CV for Hans Henrik
fredag den 10. juni 2011
Til Kirsten
søndag den 5. juni 2011
En drøm fra Hans Henrik's nætter
DET ER IKKE MIG
Jeg vågnede fra en drøm en dag,
uden ord, men med en ny beslutning.
I drømmen ligger et stykke glas i min hånd,
formet som den egyptiske hieroglyf Tyet,
der ligner en ankh, men armene vender ned.
Jeg kigger op.
Over mig står Sirius stjernen.
Omkring mig vandrer de døde,
med en stille ro, som kaldet til et sted,
på den anden side af horisonten,
"Er jeg selv død", tænker jeg.
Men jeg kan mærke hjertet banke.
"Ved du hvordan man med rette bruger det?"
Spørger en stemme mig, et sted fra, bag mig?
Omkring mig er nu øde, sand, ørkenhavet.
Jeg vender mig og ser på hende.
Fra hendes lange, slanke fødder,
op langs de atletiske ben, til hendes skød,
hvor jeg nu ved, jeg hører til,
der under hvælvingen af hendes frugtbare bryster.
Men mit blik kan ikke fortsætte til hende ansigt,
for jeg ved og frygter allerede hvad jeg finder der,
et behåret dyr, øjne, der ikke er menneskelige.
"Se på mig og sig mig hvem du er."
Hendes ord sender rystelser gennem min krop,
der vælder op i mig som seismiske bølger,
der strømmer fra sandet under mig.
"Det er ikke mig", kommer ikke over læben.
"Det er ikke mig", skriger jeg uden en lyd.
Og ikke bare, kan jeg ikke få en lyd ud,
men jeg kan heller ikke røre mig,
hvilket ville være ganske rart,
for nu kravler en sort enke edderkop
op langs mit ben, mod mit skridt.
Og jeg ved akkurat, hvor den vil stikke sin gift.
"Hun kender enken", tænker jeg med en anden stemme,
da jeg mærker stinget og mit lem krympe sig,
krølle sammen som en indtørret orm,
og falde af.
Jeg ser op på hendes behårede ansigt,
de mørke, uudgrundelige dyre-øjne,
hornene, der løfter sig mod himlen,
med Sirius glimtende mellem dem.
"Nej, jeg kan ikke være ham", siger jeg roligt.
"Nu har jeg kun 13 dele i min krop".
Hun fastholder mit blik, løfter sine arme,
lader dem hvile langs horisonten,
og ørkenen bliver et hav,
hun hæver og samler dem om Sirius,
og næsten alt lys forsvinder,
kun mellem hendes fingre findes det,
og hun ælter det, former det,
knæler ned foran mig,
og i hendes retfærdige hænder,
rejser mit nye lem sig.
Næste dag kører jeg min mor til hendes halvårlige kontrol hos vores praktiserende læge, inden jeg tager hjem og pakker alle mine ting, sender dem til opmagasinering, sætter lejligheden til fremleje, og tager et fly til Egypten.
Da jeg ringer til min mor inden, jeg flyver, lyder hun mærkelig. For en gangs skyld spørger jeg hende ikke, om alt er som det skal være. Det er ikke mig.
onsdag den 25. maj 2011
Hej Lisbeth
mandag den 16. maj 2011
Ansøgning
VED DU EGENTLIG
Ved du egentlig
Hvad en egyptisk dødebog er? Nej, det er måske også lidt nørdet, men altså .. vildt interessant. Der er sådan igennem tiden fundet flere eksemplarer af de såkaldte dødebøger i egyptiske grave. Jeg har studeret dem, det er derfor jeg ved det. De indeholder alle sammen en samling af magiske formularer, som afdøde kan bruge på rejsen til underverden. Du ved, dér hvor egypterne mente, at de skulle hen. Der er fundet mere end 200 formularer, men bøgerne indeholder aldrig dem alle. Nogle var mere populære end andre. Og øh … ikke to Dødebøger er ens. Sammensætningen kan variere fra dødebog til dødebog.
Dødebogens rigtige egyptiske navn var "Formularer for at forlade (graven) om dagen". Meget frækt, ikk? Teksterne skulle altså først og fremmest forhindre, at man – altså den døde - blev fanget i graven. Desuden skulle de sikre den døde et evigt liv, og at man både være med i solgudens følge på himlen og være en arbejder på Osiris' marker i underverdenen.
lørdag den 14. maj 2011
Angående min mor og så videre
Da jeg var yngre, var jeg mere parat til at prøve det af, sådan noget mand og kone, men nu har jeg ingen illusioner. Min mor ligger for døden. Hun er uhelbredeligt syg. Det har hun været længe. De sidste 4 år af mit liv er formørkede og fyldt med den vægtløshed, det er at vente på at den sidste af ens forældre dør. Det er svært. Og det er meget enkelt: vi skal jo for helvede alle sammen dø!? Men det … Jeg er ikke utålmodig. Jeg vil miste en stor del af mig selv. Hun har altid gjort alt for mig. Og jeg har forsøgt at gøre alt for hende. Men jeg venter. Jeg går bare og venter. Og ser hende. Det udvikler sig langsomt. Som en snegl på vej ud over en klippeafsats.
Og nu er jeg havnet på kontanthjælp. Sandheden er, at det rager mig. Jeg er så pisse hamrende vildt ligeglad med det lort. Det er ikke en god position, men det er der, jeg er. Jeg har masser af ideer, og det er det vigtigste – at kunne se muligheder. Men jeg gider ikke høre andre mennesker pive. Jeg går rundt inde i forretningen med drømme og har penge nok, jeg har bare ikke fået dem med. De ligger derhjemme i en seng. For at få tiden til at gå knalder jeg alle kvinder, jeg kan komme til. Det lyder usympatisk, når jeg siger det højt, men det er en form for trøst, tror jeg. På dagen hvor min mor dør vil jeg forsvinde, tage væk.