En drøm fra Hans Henrik's nætter

DET ER IKKE MIG

Jeg vågnede fra en drøm en dag,

uden ord, men med en ny beslutning.

I drømmen ligger et stykke glas i min hånd,

formet som den egyptiske hieroglyf Tyet,

der ligner en ankh, men armene vender ned.

Jeg kigger op.

Over mig står Sirius stjernen.

Omkring mig vandrer de døde,

med en stille ro, som kaldet til et sted,

på den anden side af horisonten,

"Er jeg selv død", tænker jeg.

Men jeg kan mærke hjertet banke.

"Ved du hvordan man med rette bruger det?"

Spørger en stemme mig, et sted fra, bag mig?

Omkring mig er nu øde, sand, ørkenhavet.

Jeg vender mig og ser på hende.

Fra hendes lange, slanke fødder,

op langs de atletiske ben, til hendes skød,

hvor jeg nu ved, jeg hører til,

der under hvælvingen af hendes frugtbare bryster.

Men mit blik kan ikke fortsætte til hende ansigt,

for jeg ved og frygter allerede hvad jeg finder der,

et behåret dyr, øjne, der ikke er menneskelige.

"Se på mig og sig mig hvem du er."

Hendes ord sender rystelser gennem min krop,

der vælder op i mig som seismiske bølger,

der strømmer fra sandet under mig.

"Det er ikke mig", kommer ikke over læben.

"Det er ikke mig", skriger jeg uden en lyd.

Og ikke bare, kan jeg ikke få en lyd ud,

men jeg kan heller ikke røre mig,

hvilket ville være ganske rart,

for nu kravler en sort enke edderkop

op langs mit ben, mod mit skridt.

Og jeg ved akkurat, hvor den vil stikke sin gift.

"Hun kender enken", tænker jeg med en anden stemme,

da jeg mærker stinget og mit lem krympe sig,

krølle sammen som en indtørret orm,

og falde af.

Jeg ser op på hendes behårede ansigt,

de mørke, uudgrundelige dyre-øjne,

hornene, der løfter sig mod himlen,

med Sirius glimtende mellem dem.

"Nej, jeg kan ikke være ham", siger jeg roligt.

"Nu har jeg kun 13 dele i min krop".

Hun fastholder mit blik, løfter sine arme,

lader dem hvile langs horisonten,

og ørkenen bliver et hav,

hun hæver og samler dem om Sirius,

og næsten alt lys forsvinder,

kun mellem hendes fingre findes det,

og hun ælter det, former det,

knæler ned foran mig,

og i hendes retfærdige hænder,

rejser mit nye lem sig.

Næste dag kører jeg min mor til hendes halvårlige kontrol hos vores praktiserende læge, inden jeg tager hjem og pakker alle mine ting, sender dem til opmagasinering, sætter lejligheden til fremleje, og tager et fly til Egypten.

Da jeg ringer til min mor inden, jeg flyver, lyder hun mærkelig. For en gangs skyld spørger jeg hende ikke, om alt er som det skal være. Det er ikke mig.

Vores forsoning med det absurde

Det mytiske limbo

Sisyfos blev lovet udfrielse, hvis han kunne rulle stenen op på toppen af bjerget. I mange mytologiske fortællinger stilles mennesket absurde, uløselige opgaver med udsigt til løftet om udfrielse fra tvang, adgang til paradis eller frihed. Også syndefalds-myten er med sin absurde opgave om ikke at spise en bestemt frugt en bagvendt af slagsen.

I vores almindelige dagligdags sprog dækker ordet absurd over omstændigheder eller forhold som ikke giver mening, og som ofte er frugtesløse og uden udsigt til forandring.

Den mytiske helt må altid i en eller anden forstand tage ansvar for sig selv og bryde den tilsyneladende kosmiske ordens regler, hvis der skal være nogen mulighed for autonomi og frihed. Men hvordan gør vi det som almindelige, demokratiske borger? Som ordinære, ikke-mytiske helte?

Når vi som samfund opbygger systemer er de altid i fare for at ende som udsigtsløse bureaukratier, hvor man som en anden Sisyfos kan rulle sin sten fra kontor til kontor, og når man endelig tror man har fuldført forhindringsløbet, viser det sig måske at være frugtesløst; stenen er trillet ned ad bjerget igen. Og selvom det er muligt at indrette vores systemer bedre, så er det nok naivt at forestille sig, det perfekte system nogensinde vil eksistere.

Når vi som mennesker udvikler vores personlighed, vores individuelle system, er vi altid i fare for på samme vis, at opbygge en frugtesløs labyrint, hvor vi kan fare vild, fortabe os og ende med at gå i stå. Når meningen med det hele så begynder at skride, fører det måske til resignation, selvmord eller andre former for selv-destruktion. Den fare er netop størst, når vi tror på vores individuelle system som en konkret, betydningsfuld virkelighed. I den mytologiske virkelighed, er der altid kræfter, som er større end vores, og på et øjeblik kan ødelægge alt, vi troede var sandt.

Eksistentialismen betragter det absurde som grundvilkåret; der findes ikke en mening, særlige moralske værdier eller en højere orden i verden. Og den ser alle forsøg på at tilskrive verden og vores eksistens mening som frugtesløse. Eller med andre ord, hvis du ikke accepterer det absurde grundvilkår, så er du først for alvor absurd i ordets dagligdags betydning.

For eksistentialismen må mennesket netop opgive alle forestillinger om sig selv og verden, indse det absurde vilkår og derfra heroisk leve for at bekræfte livets udfoldelse på trods af dets meningsløshed. Dette er netop ikke frugteløst, men sætter os fri til i højere grad at overvinde, navigerer i og genopfinde de absurde labyrinter, som vi og livet opstiller.

Muligheden for at indse og forsone sig med det absurde, vil vi opstille for forestillingens karakterer i dens slutspil. Måske finder de frem til den, måske ikke.