Vores anklage mod politikerne

Det politiske limbo

Det lader til at politikere uanset kulør, har den forestilling, at man kan indrette generelle systemer, som entydigt sender arbejdsløse på vej tilbage til beskræftigelse uanset deres indviduelle omstændigheder. Hvis f.eks. et aktiveringsprojekt i Nordjylland har en høj succesrate, bliver modellen omsat til et cirkulære og bragt i anvendelse over hele landet uden at skele til den lokale situation, tidsfaktorer eller tilfældet. Politikerne har indrettet et system, som er underlagt 22.408 siders regler, ingen kan overskue, i den forestilling at man kan kontrollere noget så komplekst som interaktionen mellem arbejdsmarkedet og individet. Med aktiveringsindsatsen synes poltikerne at have skabt et absurd limbo, hvor skæbner parkeres indtil de af uransaglige grunde enten findes gode nok til et job eller håbløse nok til førtidspension.

Den generelle system-teori, vi arbejder med som grundlag for vores teaterform, er naturvidenskabelig og gældende for alle komplekse systemer, hvor mange enheder befinder sig i netværk og kan influere hinanden. Det er parret med vores 'system'-forståelse af dramatik; om hvordan dramatik virker som et dialektisk system, hvor konflikt skaber bevægelse, udvikling og ny bevidsthed. Og det er derfra, vi indbygger en kritik af aktiveringsindsatsen i vores forestilling. Vi opererer ikke ud fra et politisk standpunkt, men et kunstnerisk og et videnskabeligt. Vores forestilling er en forsøgsopstilling, et scenarie, hvor der ikke er et fastlagt budskab, en morale, men et gentaget forsøg, hvor de samme karakterer, en række arbejdsløse individer, sendes ind i et dramatisk univers, et komplekst system, en kondenseret, kunstnerisk mini-udgave af vores verden. Hvor hver gennemspilning vil give forskellige udfald, forskellige slutninger og oplevelser - netop fordi komplekse systemer ikke kan kontrolleres. Både i opbygningen af det dramatiske univers og ved dets gennemspilninger, indgår vi gerne i dialog med politikere eller andre samfundsdebatører.

Det som vores nuværende regering, der ironisk nok burde have et liberalt grundlag, i den grad har misforstået er, at det ikke tjener nogen særligt godt at indføre rigide kontrolmekanismer i komplekse systemer. Man kan per definition ikke kontrollere komplekse systemer. Det bedste politikerne kan gøre, er at indrette systemernes rammer og mekanismer, således at de er i overensstemmelse med de naturlige feedback mekanismer, at man faciliterer udvekslingen mellem enhederne i stedet for at begrænse den, at man øger mulighederne for netværksdannelse mellem enheder, at man stoler på den naturlige emergence af begivenheder som løser systemets udfordringer. Den evolutionære mekanisme, som har drevet livet frem på vores klode, er blot ét af mange eksempler på at komplekser systemer af sig selv opretholder en balance og sikrer at nye udfordringer finder deres løsning. Vi kan som mennesker godt modificere og gribe ind i komplekse systemer, men gør vi det uden at forstå deres principper, går det galt.

Vores anklage mod det politiske system er, at det i høj grad har forbigået en grundlæggende indsigt i hvordan komplekse systemer fungerer, en indsigt som har været veletableret i videnskabelige kredse siden 70erne, og at politik stadig i alt for høj grad bliver bedrevet udfra et newtonsk-mekanistisk livssyn, hvor man bevidst eller ubevidst ligger under for idéen om verden som en kontrollérbar maskine.

Den fejlagtige politiske indgriben i samfundets systemer driver systemerne ud i unødvendige yderpositioner; enten til limbo-tilstande, den absurd stilstand, eller ustabilitet med bobler og kollaps, det katastrofiske.