Vores problem med individet

Det personlige limbo

For mange mennesker er manglen på et job en identitetsberøvende situation. Man kommer fra et fast job, en tid som studerende eller en anden klar identitetsgivende situation og står pludselig uden andre rammer for sit liv end et aktiveringssystem, som måske i udgangspunktet mistænker dig for at være en taber.

Du spørger dig selv; "hvad der skal blive af mig?" Du forsøger at holde fast i din selvopfattelse. Prøver at tage ansvar for dig selv. At få kontrol over dit liv. Men måske er reglerne du følger absurde? Hvad enten reglerne er systemets eller dine egne. Måske fører frygten for fortabelse lige lukt ind i dit eget private absurde limbo, hvorfra der ikke er nogen udgang?

Moderne individer er i høj grad optaget af netop deres individualitet, selv når den udtrykkes i en idé om at være almindelig og helt ligesom de andre. Og netop i aktiveringssystemet sættes hele vores moderne opfattelse af individet under pres. Både fordi vi er i farezonen for at være 'en taber' - og hvis der er noget et moderne individ bestemt ikke må være, så er det 'en taber'. Men især også fordi det på én gang bliver forlangt, at vi tager ansvar for vores eget liv, finder et job, så vi kan forsørge os selv, og samtidig bliver vi sat under administration, kontrolleret og frataget vores ansvar. Det er en frusterende og splittende situation. Nogle af os reagerer ved at fralægge os ansvaret og skyde skylden på samfundet, andre af os bebrejder os selv og påtager os til fulde ansvaret, og i den helt tredje position findes der dem af os, som bilder os ind at vi ansvarsfuldt forfølger et kald, en drøm om et arbejde og en fremtid, men som aldrig stopper op og spørger os selv om den drøm og det kald måske er illusorisk.

Mennesket er i sig selv et komplekst system, som aldrig entydigt kan kortlægges og fastlægges i en identitet. Vi er et biologisk system, et uhyre samspil af ufatteligt mange celler, som ovenikøbet er i stand til at indlære lige så komplekse psykologiske og sociale systemer til at forædle vores adfærd. Så når vi som mennesker rent faktisk tror på vores identitet som en gældende og fast størrelse, vi i en eller anden grad kan have under kontrol, så har vi sat os selv op til at fejle. Identiteten er allerhøjest en tilnærmelse, der desuden kun kan være et udtryk for en del-mængde af vores komplette 'system'.

Vores problem med individet, når det forstås udfra en newtonsk-mekanistisk grund-indstilling, er at det stiller sig i vejen for, at vi som menneskelige væsner, kan indgå fuldt i denne verdens kompleksitet, i det evindelige spil af muligheder og forbindelser som udfolder sig i og omkring os hver eneste dag, og som netop bærer muligheden for at bringe os ud af vores kriser, at berige vores adfærd, så den rummer nye livsmuligheder, både for os selv og for de andre. Derfor vil vi i forestillingen udvikle karakterer, som bevidst eller ubevidst er underlagt den newtonske-mekanistiske indstilling, og som på hver deres måde har en 'låst' idé om deres individualitet - og følge deres konflikter, når de udsættes for forestillingens simulering af en kompleks verden.