Vores forsoning med det absurde

Det mytiske limbo

Sisyfos blev lovet udfrielse, hvis han kunne rulle stenen op på toppen af bjerget. I mange mytologiske fortællinger stilles mennesket absurde, uløselige opgaver med udsigt til løftet om udfrielse fra tvang, adgang til paradis eller frihed. Også syndefalds-myten er med sin absurde opgave om ikke at spise en bestemt frugt en bagvendt af slagsen.

I vores almindelige dagligdags sprog dækker ordet absurd over omstændigheder eller forhold som ikke giver mening, og som ofte er frugtesløse og uden udsigt til forandring.

Den mytiske helt må altid i en eller anden forstand tage ansvar for sig selv og bryde den tilsyneladende kosmiske ordens regler, hvis der skal være nogen mulighed for autonomi og frihed. Men hvordan gør vi det som almindelige, demokratiske borger? Som ordinære, ikke-mytiske helte?

Når vi som samfund opbygger systemer er de altid i fare for at ende som udsigtsløse bureaukratier, hvor man som en anden Sisyfos kan rulle sin sten fra kontor til kontor, og når man endelig tror man har fuldført forhindringsløbet, viser det sig måske at være frugtesløst; stenen er trillet ned ad bjerget igen. Og selvom det er muligt at indrette vores systemer bedre, så er det nok naivt at forestille sig, det perfekte system nogensinde vil eksistere.

Når vi som mennesker udvikler vores personlighed, vores individuelle system, er vi altid i fare for på samme vis, at opbygge en frugtesløs labyrint, hvor vi kan fare vild, fortabe os og ende med at gå i stå. Når meningen med det hele så begynder at skride, fører det måske til resignation, selvmord eller andre former for selv-destruktion. Den fare er netop størst, når vi tror på vores individuelle system som en konkret, betydningsfuld virkelighed. I den mytologiske virkelighed, er der altid kræfter, som er større end vores, og på et øjeblik kan ødelægge alt, vi troede var sandt.

Eksistentialismen betragter det absurde som grundvilkåret; der findes ikke en mening, særlige moralske værdier eller en højere orden i verden. Og den ser alle forsøg på at tilskrive verden og vores eksistens mening som frugtesløse. Eller med andre ord, hvis du ikke accepterer det absurde grundvilkår, så er du først for alvor absurd i ordets dagligdags betydning.

For eksistentialismen må mennesket netop opgive alle forestillinger om sig selv og verden, indse det absurde vilkår og derfra heroisk leve for at bekræfte livets udfoldelse på trods af dets meningsløshed. Dette er netop ikke frugteløst, men sætter os fri til i højere grad at overvinde, navigerer i og genopfinde de absurde labyrinter, som vi og livet opstiller.

Muligheden for at indse og forsone sig med det absurde, vil vi opstille for forestillingens karakterer i dens slutspil. Måske finder de frem til den, måske ikke.