Ingen må nogensinde få at vide, at jeg aldrig rigtig har troet på det dér med kærligheden. Jeg er vild med kvinder, det er ikke det, men jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med én. Det er som jeg mister interessen, når de er faldet helt om. Måske har jeg et psykologisk problem. Jeg ved det ikke. Ingen må nogensinde få at vide, at jeg tror, jeg har en eller anden form for brist, og at jeg tror det har noget at gøre med min mor. Min far lever ikke mere, men det var egentlig ikke anderledes, da han levede. Min mor betyder meget for mig, og jeg betyder alt for hende. Jeg tror aldrig, jeg vil kunne finde en kvinde, som min mor vil synes om.
Da jeg var yngre, var jeg mere parat til at prøve det af, sådan noget mand og kone, men nu har jeg ingen illusioner. Min mor ligger for døden. Hun er uhelbredeligt syg. Det har hun været længe. De sidste 4 år af mit liv er formørkede og fyldt med den vægtløshed, det er at vente på at den sidste af ens forældre dør. Det er svært. Og det er meget enkelt: vi skal jo for helvede alle sammen dø!? Men det … Jeg er ikke utålmodig. Jeg vil miste en stor del af mig selv. Hun har altid gjort alt for mig. Og jeg har forsøgt at gøre alt for hende. Men jeg venter. Jeg går bare og venter. Og ser hende. Det udvikler sig langsomt. Som en snegl på vej ud over en klippeafsats.
Og nu er jeg havnet på kontanthjælp. Sandheden er, at det rager mig. Jeg er så pisse hamrende vildt ligeglad med det lort. Det er ikke en god position, men det er der, jeg er. Jeg har masser af ideer, og det er det vigtigste – at kunne se muligheder. Men jeg gider ikke høre andre mennesker pive. Jeg går rundt inde i forretningen med drømme og har penge nok, jeg har bare ikke fået dem med. De ligger derhjemme i en seng. For at få tiden til at gå knalder jeg alle kvinder, jeg kan komme til. Det lyder usympatisk, når jeg siger det højt, men det er en form for trøst, tror jeg. På dagen hvor min mor dør vil jeg forsvinde, tage væk.
"Jeg tror aldrig, jeg vil kunne finde en kvinde, som min mor vil synes om." - er den eneste sætning her, som jeg ikke helt tror på. Se måske lidt på om der ligger mere bag den, som ikke er foldet ud? Eller er det en slags billig forklaring, Hans Henrik fortæller sig selv?
SvarSletOg så lurer jeg lidt på to ting, som mere har med noget dramaturgisk/sprogligt at gøre:
1. Begrebet 'døden' er meget tilstede i teksten, mens selve ordet ikke optræder særligt ofte. Det kunne virke stærkere som tekst, hvis ordet 'døden' måske først og eneste gang bliver brugt i din sidste sætning "På dagen hvor min mor dør vil jeg forsvinde, tage væk."
2. Og så hen mod slutningen introducerer du en metafor "Jeg går rundt inde i forretningen med drømme og har penge nok, jeg har bare ikke fået dem med." som i sig selv er ret god, men som her i teksten dukker op lidt ud af ingenting, og ikke føles som om den kobler tilbage til noget tidligere - altså at der savnes lidt set-up til den - måske noget med drømme, og måske noget med penge, eller livet som en forretning kunne flettes ind tidligere, men uden at springe helt ud i metaforen. Eller sagt på en anden måde, der er noget tema i den, som kan tåle at foldes lidt mere ud, som en tråd i hele teksten.