søndag den 15. maj 2011

Prøvedag d.13. maj

Med Jan, Sigurd, Anders, Maj-Britt, Troels og Rasmus.


Vi arbejdede med Job-konsulent scener, hvor konsulenten præsenterer den færdige aktiveringsaftale for den ledige - nu skal der bare skrives under, så har vi nemlig en win-win-situation (konsulenten får ekspederet et nummer ud af køen og den ledige slipper for ham ;-)


Tanken er at den type konsulent-samtaler kan finde sted mod slutningen af 1. akt, lige inden job-centeret rammes af skandale. Så uanset om de ledige har fået en rigtig træls eller en fantastisk aftale i hus, så bliver den lige om lidt annulleret.


Den ministerielle embedsmand Anna blev sendt i aktivering hos Post-Danmark. Hun havde ikke den helt store modstand, hvilket nok skyldtes hun havde stærk kvalme og ubehag. Det var interessant for en gangs skyld at se en af de ledige bare blive kørt gennem maskinen uden at gøre modstand eller involvere sig. Hendes ildebefindende tændte en nysgerrighed på hvad der var sket med hende og sympati med at hun bare blev mast igennem.


Den konkursramte håndværker Ole havde til gengæld stor modstand, da han fik at vide han skulle sendes ud i virksomhedspraktik som renovationsmedarbejder. Han blev så presset at han blev tvunget til at appellere til konsulentens empati med forklaringer om hans situation på hjemmefronten med hans kone og deres proforma separation, samt hans søn, han ikke kunne lade i stikken. Konsulenten virkede meget lyttende, men da Ole var færdig med sin appel, kunne Rune blot konstatere at Ole forsøgte at snyde systemet, og enten så skrev han under på virksomhedspraktikken eller også ville Rune anmelde det sociale bedrageri.


Hans Henrik var ikke helt tilfreds med sin virksomhedspraktik på et mindre lokalmuseum lidt udenfor København, for han havde pollen-allergi. Han forsøgte istedet at foreslå, de stadig kunne nå at ændre hans praktik til noget med at være en slags privat SOSU-assistent for hans kræftsyge mor. Konsulenten Rune var ikke uimødekommende, for der kunne sikkert nemt findes en plads på det felt. Men det virkede nu lidt som om Rune overså akkurat det med Hans Henriks syge mor, så ved udsigten til at skulle tørre røv på fremmed, gamle mennesker, accepterede Hans Henrik lokalmuseet.


Derefter arbejdede vi igen med de musikalske stole, og nåede et par skridt videre med hvordan de kunne virke bedre. Især ved i den indre monolog, at være klare på at der er en indre konflikt, og at den udspiller sig i et 'nu', der godt befinder sig i fortiden, men udspilles her og nu. Desuden havde vi en snak foranlediget af Rasmus' reaktion på skuespiller-henvendelserne til publikum, hvor vi diskuterede forskellige måder de kan foregå på. Rasmus havde oplevet at bruddet på fiktionen og skuespillerens forklaring/fortælling om rollen ikke havde bidraget med nok, at karaktererne i sig selv var meget stærkere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar