På internat:
Fik kamp til stregen i dag af Torben. Han er godt nok en stivstikker, han ser ingen muligheder, har intet mod og er fuldstændig ødelagt af realiteterne, som han konstant forholder sig til. For satan, hvis jeg nogensinde havde forholdt mig til realiteterne, var jeg ikke kommet så langt med mit liv. Så havde jeg jo lige så godt have lagt mig ned og dø!
Men ok, det kan være han kan hjælpe mig med noget regnskab på et tidspunkt og han var faktisk ikke helt afvisende for idéen om, at slå pjalterne sammen og simpelthen lave alletiders tømrerbizness. Ham på kontoret, mig ude ved kunderne. Det kunne blive stort - og måske lige nøjagtig det, jeg har brug for?
Han fandt desværre brevet fra Julie, hvor hun begærer skilsmisse - ved ikke rigtig hvordan jeg har tabt det, men det er måske det bedste man kan gøre med sådan et brev? Hun vil have den fulde forældremyndighed over Miklas. Den bitch. Først får hun alt og nu vil hun tage det eneste, jeg har at leve for. Det skal kraftedeme ikke lykkes hende... Torben prøvede at hjælpe, men igen: hvad fanden kan jeg bruge virkeligheden til?

Og dog: Torben afskrev sig muligheden for at gå i kødet på hende diplomaten. Så hende napper jeg. Fuck det.