Den venlige jobkonsulent Rune (Sigurd) havde samtaler om jobsøgning på tapetet idag, og gik meget konkret til værks, idet hver enkelt jobsøgende skulle medbringe to jobs, som vedkommende ville søge. Anna (Majbritt) ville søge bla som pressechef i Statsministeriet, hvilket lod til at imponere Rune, som ikke havde anmærkninger til jobsøgningen. Ole (Jan) mente ikke, at det var muligt for ham at søge, idet han på sigt ville starte egen virksomhed på ny. Reglerne er dog meget klare, og Rune var nødt til at bede ham søge korrekt, og desuden overveje, hvorvidt han (Ole) havde andre jobgivende kompetencer. Som det hedder. Hans Henrik bad om at få en togbøde betalt, og mente det faldt ind under transportgodtgørelse. Det gjorde det ikke. Bortset fra det havde han søgt to jobs, men valgt at udelade 'noget om mig selv' i den ene ansøgning. Det mente Rune var en dårlig idé. Torben (Christian) var meget frustreret over sin situation, og bad direkte om at blive henvist til eller bare ret og slet FÅ hjælp, hvilket Rune forholdt sig lidt tøvende overfor. Ordet selvmord blev nævnt - ikke som en trussel, men som et tema, der lå Torben på sinde. Han ville gerne have støtte til at redde sig. Det lykkedes ikke rigtig at få det.
Efterfølgende var der fælles cv-skrivning, med både Rune og dennes kollega, Joan (Charlotte). Fokus var igen på de jobgivende kompetencer, idet alt kan bruges som løftestang for en ny karriere. Det gælder om at tænke ud af boksen. Flere havde problemer med at huske årstal, der var spørgsmål om layout og en diskussion om Ståle Solbakken og dennes lønniveau. Mødet blev hævet i god ro og orden, og alle deltagere kom lidt tættere på en frisk start.
Slutteligt besøgte vi (skuespillerne) Jobcenter Skelbækgade, hvor der var kaffe og vagter, en grøn kø og en blå kø, cv-rådgivningsbar og mange almindelige mennesker. På væggen hang en plakat et sted med teksten: 'VI GØR DET MULIGT. VI GØR DET SAMMEN. VI GØR DET ORDENTLIGT.'
Inspirerende.
Og øh .. vi talte iøvrigt om trangen til at lave DRAMA ud af hver eneste scene. For udenforstående betragtere virkede det som om, at musikaliteten og variationen i stemmeleje, tempo, og karakterernes humør var vigtigere - det var vist konklusionen. Og en tilsyneladende konfliktløs scene sagtens kunne tjene som oplæg til virkelig ACTION senere. Ret mig, hvis jeg digter nu.
SvarSletJa - øh - måske ikke vigtigere som sådan, men mere at man ikke nødvendigvis altid behøver at pumpe hårdt på de dramatiske stempler, men at musikalitet og sammenstød med publikums forventning også skaber 'spænding'. Og, ja, dermed at man også kan se en harmonisk scene som et slags set-up til at lige om lidt falder der overraskende brænde ned - eller det er stilhed før stormen - eller at harmonien hviler på falske forudsætninger.
SvarSlet